Skotøjsæsken og den første julegave.
Sverige, 1986.
Sverige, julen 1986. Fremkalderbakker, fixervæske og en hvid skokasse. Verdens bedste julegave.
Det er ikke altid det største eller dyreste, der ændrer retningen på et liv.
Julen 1986 var jeg i Sverige. Jeg var 15 år. Og under juletræet lå der en gave, der på ingen måde lignede et kamera.
Det var fremkalderbakker. Fixervæske. Og en hvid skokasse.
"Taget med en papaske
(Hjemmelavet fotoapparat).
9. jan. 1987."
Barndomshjemmet.
Ikke et rigtigt kamera. Noget bedre: Redskaberne til at forstå, hvad et billede egentlig er.
Fordi et hullekamera — en camera obscura i miniformat, lavet af en hvid skokasse med et nålestort hul i siden — lærer dig det, ingen automatik nogensinde kan: at lys bevæger sig i rette linjer, at tid er eksponering, og at et billede ikke bare tages.
Det skabes.
Den 9. januar 1987 tog jeg mit første billede med kameraet jeg selv havde bygget. Motivet var mit barndomshjem. Og under billedet, med håndskrift, skrev jeg:
Jeg var 15 år. Og jeg dokumenterede allerede mit arbejde.
Den vane har aldrig forladt mig. Hvert job, hvert projekt, hvert nyt redskab — jeg dokumenterer, hvad der sker, og hvad jeg lærer. Det er ikke forfængelighed. Det er håndværk.
Den lektion fra julegaven i 1986 sidder stadig. Hver eneste gang jeg sætter et lys op, vælger et objektivs dybdeskarphed eller bestemmer, hvad der skal være i fokus i en reklameproduktion — jeg tænker stadig i principperne. Ikke i knapperne.
I dag arbejder jeg med reklamefoto, filmproduktion, 3D-elementer og AI-assisterede løsninger. Redskaberne er radikalt anderledes end en hvid skokasse med et hul i siden.
Men grundlaget er det samme.
— Håkansson reklamefilm & foto · www.haakansson.com